Hvordan er efterskole livet?
Efterskolelivet er helt klart anderledes end det
der hjemme. Især den attitude man har til tingene. Vær åben, og du får mest ud
af dit efterskoleår. Jeg bliver nok nød til at indrømme, at det hårdeste har
været søvnen, og det, at du konstant er på. Så det der med, at man har tænkt
sig, at gemme alle sine dårlige sider væk hjemmefra, kan man ligeså godt droppe
med det samme. Det holder ikke en dag. Vær rolig og vær dig selv. Allerede
første aften fangede min roomie mig i, at småsnakke lidt med mig selv, Weirdo!
Vi står op kl. halv 7 hver morgen, og går i seng
kl. 11, hvilket har det med at trække ud til halv 12, eftersom min roomie og
jeg, bare er nød til at snakke dagen igennem. En dag her på skolen svare til en
uge derhjemme, derfor kan det godt tage lidt tid. Det er ligesom man plejer, at
høre folk sige. Et efterskoleår, svare til 9 år i folkeskolen.
Første gang jeg besøgte skolen, for at se om det
var noget for mig, var det ligesom at træde ind i en boble af glæde. Man forlod
skolen helt opløftet. Jeg vidste med det samme, at jeg ikke havde brug for, at
se på andre skoler. Jeg ved ikke om det er musikken som gør det, eller om det
er sådan på alle efterskoler, men sammenholdet er allerede utrolig stærkt, og
jeg føler virkelig at jeg klikker med mange på skolen.
Det er også bare fantastisk, at kunne starte på en
frisk. Ingen kender til ens gamle ry, og de dumme ting man muligvis har gjort
før i tiden. Jeg kan ikke forklare hvorfor, man jeg er så glad her. Det er
self. Ikke hele tiden, men jeg er langt gladere her end der hjemme. Jeg kan
ikke komme på nogen bedre forklaring, end at man er omringet af en masse unge,
som er på det samme sted, af de samme grunde.
Tiden her går stærkt. Det føles nærmest som i går,
jeg trådte ind på mit værelse for første gang, spændt hele vejen ind til
knoglemagen. Det kan ikke beskrives hvor lettet jeg var da jeg så min roomie.
Jeg er ret sikker, på at jeg udbrød i et lettet suk. Jeg tror nærmest alle,
især piger, er meget nervøse for den del. Jeg er dog ret sikker på, at jeg ikke
kunne have fået en bedre roomie.
Det sværeste, ved hele den her glædesrus, må være
dem der hjemme. Familien og vennerne, som ikke kan forstå, at man bare har så
travlt hele tiden, og ikke lige, bare lige kan skype med dem 10 minutter mere.
Selvom internettet lukker kl. 11, og ens dag er lagt fuldstændig i skema. At
man ikke kan ringe til Tante Oda på hendes fødselsdag, selvom ens mobil er
konfiskeret indtil efterårsferien.
Men I det store hele,
er det ikke noget, som har større betydning.
I det store hele, har
de få uger jeg har oplevet, af efterskolelivet, indtil videre, været det hele
værd. Selvom det koster en formue og Tante Oda ikke får sin fødselsdagshilsen.